Han elsker vippedyr
Et vippedyrsskab april 1999 med 249
vippedyr - over 600 i januar 2006
Danmarks største samling små håndlavede
trykfigurer står på Christianshavn
Læs her en artikel fra marts 1999 i Ugebladet Næstved:
Næsten 25 års jagt
har givet næsten et kvart tusinde "vippefigurer"


Det er ganske vist... 249 vippende figurer, samlet
gennem et kvart århundrede, er formentlig landets største
og ihvertfald meget utraditionelle hobbysamling. Samlermanien
har gode kår - danskere er til øl, glas, servietter,
kuglepenne eller lightere og sådan. Men at samle på
træ- og plastikfigurer af vippende art, så kan samlere
vist tælles på en enkelt hånd, måske endda
blot på en enkelt finger. Manden bag Danmarks største
samling er Rolf Murhart, 47 år og fra Næstved. Han
har siden 1974 jagtet vippende legetøj.
I barneårene har de fleste haft et trykdyr i
hænderne. Prøvet at trykke på fjederen for
at få dyret til at vippe.
Vi kender legetøjet, men har svært ved
at sætte ord på figuren. Selv foretrækker jeg
at kalde dem for vippedyr... fordi det jo er, hvad figurerne gør,
altså vipper.
At min samling i dag har nået så stort
et antal, skyldes en tilfældighed.
Mine første
figurer
Som dreng fik jeg et par vippedyr. Det var morsomt
legetøj i slutningen af 50erne, hvor legetøjet jo
ikke fyldte ret meget i børneværelset.
Det var sjovt at få en hund til at logre med
halen eller nikke med hovedet.
Min samling blev startet på en Irma-indkøbstur
ved juletid i '74, hvor jeg så tre flotte af slagsen og
kom til at tænke på barndommens fornøjelser...
så de røg med i indkøbskurven.
En kat, en abe og en giraf vækkede min samlermani.
Når andre jagter sol på ferien, jagter
jeg vippedyr.
Det er en jagt, for de er sjældne butiksgæster.
Souvenirbutikker burde jo være findesteder, men nej. Sjovt
nok er det ofte helt uventede steder, hvor et enkelt eller to
af slagsen kan støves op.
Når jeg kalder dem for vippedyr, er det ikke
helt rigtigt. For samlingen tæller også en hel del
mennesker. Her er Mickey's veninde Minnie, langnæsede Pinoccio'er,
soldater, klovne, sømænd i tvillingeudgaver og senest
en østrigsk skiløber.
Men dyrene er i overtal ­ med siddende grise, cirkuskatte,
tøjret får, høns, aber, bamser, giraffer og
elefanter samt løver plus et hav af fantasidyr. Samlingen
tæller også en enkelt kænguro og et par skildpadder.
Vippedyrene er i flotte bemalinger, suppleret med et
væld af detaljer. De fleste står på lakerede
runde træklodser, mens nogle er på flot udsmykkede
klodser i figurens stil. Undtagen mit polske klenodie, en groft
udskåret løve, som står på firkantet
klods ­ og så er vippedyret bare malet lidt hist og
her med tuschfarve.
Suk - en sprællemand
Det har været hårdt arbejde, at skrabe
så mange vippedyr hjem til skabet. De er kommet fra hele
verden. Fra familiens rejsemål eller når venner har
været på tur. Det er blevet til herligt vipperi gennem
årene med mange pudsigheder undervejs.
På strøgtur i København faldt jeg
over fire kæmperør med sukkerkugler... med fire flotte
vippedyr på toppen. De blev købt - familiens unger
måtte stå pinen ud med sukkerkuglerne, mens jeg arrangerede
vippedyr i skabet.
Efter et Maastricht-besøg kom en kollega glædesstrålende
med en gave til mig - med Pinoccio... som sprællemand. Hun
syntes, han var så pæn. Ja, meget flottere og sjovere
end de vippedyr, som forretningen da også havde.... suk!
Jeg har en del tvillinger og en enkelt firling. Opfindsomheden
er åbenbart stor, når materialet blot er små
malede trædele, lidt fiskesnøre og en fjeder.
Kun én gang er jeg faldet over et stort udvalg
i en butik - i Sirmione ved Gardasøen, hvor jeg støvsugede
souvenirbutikken for 20-25 vippedyr... til ublu italienske turistpriser.
Prisen kan også blive for høj. Det måtte
jeg erkende i Venedig, hvor jeg med vemod vinkede farvel til en
stor og gammel Pinoccio hos antikvitetshandleren.
Det er svært at gå videre, når der
er vippedyr i farvandet - til variende priser fra 10-12 kroner
og op til samlingens dyreste indkøb, en sort dansk Brio-hund
til 172 kroner.
Vovsen er nu ikke samlingens dyreste figur. Den ære
har fire polske vippedyr, udført i rav. De er en gave fra
en familie i Næstveds polske venskabsby Sopot.
Lavet af ravspecialister i halskæder, armbånd
og dukkehus-møbler. Men som også faldt for ideen
med at lave rav-vippedyr, monteret på store og udsøgte
ravklumper.
Rav-vippedyrene er uvurderlige... der er jo ikke andre.
Klenodier, selv om de på sin vis er bestillingsarbejde.
Det er skægt at gå på "vippedyrsjagt"...
for at tjekke, om der er vippedyr i byen ­ til en plads blandt
legetøjet i vippedyrsskabet, hvor der oser af hjerterum.
(Artikel i Ugebladet Weekend, Sydsjælland
i marts 99 med tilhørende billeder)





Tilbage til
forsiden
Designed 20. janaur 1999
by RM - updated januar 2006