Han vandrer i en mørk nat. Himlen som sådan kulsort, men natten ændrer sig, da han kommer til floden og broen. En mærkelig træ og stålkonstruktion. Hvælvet med næsten uendeligt højt stålgitterværk. Åben og alligevel overdækket. En skygge føles som stort tag over broen. Egentlig er der noget kirkeagtigt i stemningen, noget fredfyldt, noget enormt. Han får følelsen af at befinde sig i en katedral. Natten er pludselig ikke længere kulsort, men sortblå. Med måneskin, uden stjerner. Der er stille, himlen skyfri, der er lyst. Virkeligheden virker gennemsigtig.
Han kigger til højre, ned på flodens strøm, der sagte bugter sig under broen. En uendelig strøm. Fredfyldt, storslået.
Brodækket er højt hævet over floden. Atter får han følelsen af storslåethed.
Han nærmer sig undrende broens midte og stopper op. Ubevidst. Føler sig iagttaget. Hans øjne slipper flodstrømmen og blikket falder på måneskinnet på den modsatte side.
Stålkonstruktionen føles træagtig, gennemsigtig. Transparent. Måneskinnet strømmer ham næsten blændende i møde. Alligevel begynder han at ane omrids af bygningsværk. Åbent, som bygget af tændstikker. Som billede på billede. Gennemsigtigt, og alligevel massivt.
Han kigger tilbage, betragter længe synet. Med ét ved han, at han betragter en kirke. Den toner frem. Lang, smal og meget høj. Kirken har broens længde, men er uendelig smal, uendelig høj. Han føler sig beruset af synet, beruset af selvforståelse, fyldes af lykke. Han nyder fredfyldt kirkens to tårne længst borte. Han må være gået forbi dem, tårnene, uden at have set dem.
Nu kommer der liv i kirken. Flere og flere munkedragter med opslåede hætter anes. De kommer nærmere. Dragterne er hvide med smalle brune kanter. Han ser dem tydeligt, de kutteklædte, de ansigtsløse, munkekutte. Uden arme og ben. Kun sandaler ses uden kuttene. I det fjerne skiller en dragt sig ud. Dragten er brun, hætten slået op. Han ser arme og ben, ser sandaler. Den brunklædte kommer nærmere, et ansigt anes.
Kutten er en ældre mand, der bukker som hilsen og peger mod enden af broen. Kutten byder indenfor, lydløst. Han nikker til svar.
Fredfyldt fortsætter han til enden af broen, står stille, vender sig, betragter længe den smalle bygning, som tårner sig massivt foran ham. En dør går op, han går ind.
Det går op for ham, at bygningen tæller en uendelig række værelser. De er lyse, varme og små, og uden døre. Blot åbninger, oplyst af måneskinnet. Skyggeløst.
Den brunklædte munkekutte spørger lydløst, om han er klar.
Han forstår ikke.
Klar til dragefærden? Til at slå dragen ihjel. Dragen alle frygter. Den drage, der spinder sjælen i sit net. Fastnagler, sikrer i bevidstheden. Gennemborer.
Han nikker. Han tænker på sværdet. Sværdet i stenen.
De går gennem rum efter rum. Jagter. Søger højere op. Her er stille og fredfyldt.
Den brunklædte kutte peger mod en rundtrappe. De går op. Gennem endnu flere, endnu smallere og endnu lysere rum. Bygningen føles smallere og smallere, jo længere de går. Han føler, de når vejs ende. Til den sidste åbning. De går lige akkurat indenfor. Den brunklædte kutte nogle skridt foran og dog et stykke fra den modsatte væg. Han føler sig tryg inden for åbningen, men skutter sig alligevel for mørket fra den ene side. Kun stearinlys midt i rummet lyser op. Månen er mørk.
I en rundkreds sidder hvidklædte munkedragter, med hætte slået tilbage. De har ansigter, arme og ben. Sandaler. De ligner ikke munke, de er ikke munke. Manden forrest holder en smal ring op i rummet, en tryllering. Stor nok til, at man lige kan stikke hovedet igennem, men ikke stor nok til kroppen. Den er af jern, ringen. Af tyndt jern. Og alligevel er det ikke jern. Den brunklædte kutte forklarer, uden ord, lydløst: Man kan kun stikke to og to igennem. Den ene syg, den anden rask. Ringen lyser op, den syge helbredes, fingeren, armen, benet. De hvidklædte morer sig med at stikke igennem.
Han vil råbe, advare, det passer ikke. Ringens magi. Efter kort tid vil begge dele visne. Han ved det, men har ikke lyd. Han prøver igen, men de hører ham ikke. Visner, de har jo ikke det.
Ubevidst drejer han ansigtet mod den mørke del af rummet. Kigger over skulderen. Ser den. Dragen. Han ved det. Vil advare, råbe.
Han bliver angst, bange, frygter.
Dragen er et virvar af smalle læderremme, sammensyede, og dog med store åbne felter.
Gennemsigtige felter. Dragen er længere end bred. Bugter sig en fod eller to over gulvet. Sniger sig ind på ham, i mørket, i lyset. Månen. Han vil skrige, men der kommer ikke lyd. Han føler varmen, den indvendige. Føler overtaget, glæden. Mærker det, ser det. Forstener. Forstummer. Dragen bølger og bugter sig i det vandrette plan over ham.
I indre fryd. Dét, han ventede, uden at vide det. Selve dragen. Ejeren, besidderen, overtageren.
Han vågner.
Han har fundet grænselandet..............

Til Murharts Hjemmesider

Copyright R